Kommunistisk Politik - klima tema

 

Det københavnske politi er VKO-regeringens politi, der til mere end punkt og prikke eksekverer reaktionær undtagelseslovgivning som lømmelpakken, der blev hastevedtaget af det spinkle folketingsflertal.

 

Justitsminister Brian Mikkelsen erklærede ved vedtagelsen af loven, at den udelukkende sigtede efter voldelige ’ballademagere’, og ikke ville ramme fredelige demonstranter.

 

Det var en lodret løgn, som det ikke mindst viste sig ved den store fredelige klimademonstration lørdag den 12. december, hvor et politiangreb på demonstrationen afskar en stor del af den. Næsten 1000 fuldstændig ikke-voldelige demonstranter blev udsat for en ydmygende og krænkende behandling, da de blev tvunget til at sidde på kold asfalt i timevis og senere i snævre dyrebure, i lange perioder uden mulighed for at gå på toilettet og uden vådt eller tørt.

 

Samme justitsminister løj igen for åben skærm, da han forsvarede politioverfaldet på de mange fredelige demonstrerende med, at der var blevet sendt ’bomber’ mod politiet.

Overfaldet på en hel bydel og lukningen af Christiania natten til den 15. december er et andet eksempel, hvor hundredvis af fredelige beboere tages som gidsler af et tåregasskydende politi, der arresterer et par hundrede efter eget skøn, hvoraf langt hovedparten slippes ud af burene i Valby op til 12 timer efter.

 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har kun lovord politiets handlinger. Han roser VKO-regeringens eget politi, der er uddannet til at værne en nyliberal og krigsførende racistisk stat, på vej mod at blive en politistat. Det københavnske borgerkrigskorps er skabt i VKO’s billede – og det er modellen for hele landet.

 

Ligesom regeringen anvender det københavnske politi systematisk løgn som metode, fra talsmændenes tykke løgne om fredelige demonstrerendes voldstilbøjeligheder til falske rapporter til retten, som det f.eks. blev afsløret i forbindelse med retssagerne om fængslinger af ikke-voldelige demonstrationsdeltagere i protesten i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset 1. marts 2007.

 

’Kritikkerne af lømmelpakken havde ret. Den rammer også fredelige demonstranter’, erklærer nu også borgerlige mediefolk, der er bekymrede over de voldsomme overgreb og ikke mindst det stadig voksende grimme ry, Danmark har fået i udlandet som fremmedfjendsk, antimuslimsk og sort.

 

Politiovergrebene under klimatopmødet har underbygget dette dårlige image. Dansk politi har opnået en tvivlsom verdensberømmelse. Menneskerettighedsorganisationer, arresterede klimaaktivister, der har smagt dets metoder, og sanddru mediefolk har kritiseret det skarpt. Både i de nationale og internationale medier har politiet spillet en hovedrolle. Det er det uundgåelige resultat af de beføjelser, VKO-regeringen har udstyret det med.

 

Noget af baggrunden er utvivlsomt at politiet vil understrege, at der har været et reelt behov for den massive oprustning med mandskab og udstyr, det har fået tilført af VKO. Klimatopmødet bød på anledning til at afprøve den seneste topmoderne vandkanon, der ikke bare kan slukke bål, men rydde store områder for mennesker på No time.

 

De borgerlige mediefolk, der nu kritiserer lømmelpakken på bagkant, fremhæver den berettigede forhåndskritik, at den rammer uskyldige fredelige demonstranter. Men denne kritik er helt utilstrækkelig. Loven går langt videre og rammer endnu dybere. Det er med al tydelighed blevet demonstreret under klimatopmødet.

 

Politiets aktioner har fuldstændig bekræftet den kritik, som APKs talsmand Troels Riis Larsen rettede i forbindelse med lovens vedtagelse:

 

- Det er en ren politistatslov. Dens formål er simpelthen at kriminalisere al aktivisme, al passiv modstand og al civil ulydighed – og lade det være op til politiet at bestemme og tolke spillereglerne, sagde Troels Riis Larsen, og understregede:

 

Danmark har et regeringspoliti, et politistatspoliti. Lømmelloven er et klart skridt mod politistaten. Den parlamentariske opposition har ikke fattet det, og spiller enten med, eller er så skræmt, at den skamroser politiet, før den rejser et lille forbehold. Det er for lidt – og kan hurtigt være for sent.