COP15 og "resultatet" Copenhagen Outcome er en Fiasko. Ingen flotte ord kan skjule dette. Det er kun folket der kan forandre verden.
Klimakommentar af Troels Riis Larsen - 18/12 - 2009

Verdens ledere kom: De så, De snakkede og De fejlede.
Der kom ingen klimaaftale ud af COP15 – ikke juridisk, ikke politisk. Der var et Copenhagen Outcome. Resultatet viser med al tydelighed at verdens ledere ikke har den politiske vilje til at løse problemet. Der var masser af flotte ord og løfter, men når det kommer til handling er det for lidt og for dårligt. At komme med en ligegyldig hensigtserklæring der hverken giver håb eller løfte om forandring kan ikke bruges til meget. Det er en Fiasko. En fiasko for FN, en fiasko for Danmark, en fiasko for den imperialistiske verdensorden.
Men det var en forventelig fiasko. Og på mange måder var denne fuldstændige fiasko at foretrække frem for den halvdårlige aftale. For det lykkedes ikke for USA og EU at lave Greenwash. USA og EU havde for lidt at byde verden. For lidt reduktion af CO2, for få midler til at støtte de fattige. Alt i alt havde de for lidt! Den dagsorden ville resten af verden ikke accepterer. USA og EU fik ikke lov til at vaske sine hænder. Det er den Vestlige verden der bærer hovedansvaret for klimaforandringerne og det er derfor den vestlige verden der skal betale. I den hektiske diplomatiske slutspurt forsøgte man ihærdigt at gøre Kina til syndebukke. Kina ville ikke bøje for et kontrolkrav lød meldingerne. Men selv med kinesisk accept af dette ville fiaskoen have været en realitet. For sandheden er, at det eneste USA's præsident Barack Obama kom med var løfter og hensigtserklæringer. Han havde end ikke forsøgt at få et ordentligt mandat hjemmefra. Kina har til gengæld for længe siden overhalet USA i udviklingen og brugen af vedvarende energi. Og EU’s målsætning om 20 pct. reduktion i 2020 er alt for lidt.
Finanskrisen viste at EU og USA er parat til at bruge milliarder og atter milliarder på at redde det kapitalistiske system. Klimakrisen viste at EU og USA ikke ønsker at bære sin del af byrden. Når det gælder at redde verden er det småt med handling.
Verdens befolkning må indse at det ikke er kapitalismens talsmænd i EU og USA der kan redde verden. Det er kun folkets kollektive handling der kan tvinge verden i en anden retning. Verdens befolkning må forlange handling nu. Og løsningen er et andet samfund, hvor profit ikke er vigtigere end mennesker. Det samfund når vi ikke uden kamp. Klimatopmødet viste at 100.000 mennesker var parat til handling, men den viste også at alt for mange mennesker stadig lever i den vildfarelse at redningen skal komme fra oven. Det er en illusion. Det er os – verdens folk der kan og skal forandre verden. Lad os ikke vente alt for længe!
Seneste kommentarer
1 år 39 uger siden
2 år 7 uger siden
2 år 7 uger siden
2 år 7 uger siden
2 år 7 uger siden
2 år 7 uger siden
2 år 8 uger siden